DRACHMANNS HUS

siden jeg var 6 år gammel, er jeg hvert år kommet til Skagen. Minderne fra besøgene hos mine bedsteforældre er vidunderlige. Vandreturene ved det brusende vinterhav, klitterne, turene på museerne, fiskehandleren, Slagter Munch og ikke mindst Bager Krage, der hvert år troligt bagte os den dejligste fragilité.

Jeg tror vi er mange, for hvem Skagen har en særlig aura og stemning. Alle taler om lyset og farverne, og Skagen kan altså noget helt særligt. Intet under at den fra sidste halvdel af 1800-tallet rummede en betydelig kunstnerkoloni, der om noget satte den afsidesliggende fiskerby på landkortet, og hvis efterladte arv stadig tegner byen. En af de mange glæder, vi kan nyde godt af i dag, er at besøge maleren, digteren og kvindebedåreren Holger Drachmanns Hus - Villa Pax. Huset ligger i en smuk have i hvad der dengang var udkanten af Skagens plantage, og det rummer på en måde essensen af kunstnerens frie, uborgerlige – og ofte ukonventionelle – liv i alle dets mange facetter.

Derfor følte jeg det da også som en hædersbevisning, da jeg I 2010 blev ringet op af konservator Kurt Nedergaard, der spurgte, om jeg kunne fremstille farverne til Drachmanns Hus i forbindelse med en større restaureringsopgave.

Jeg var solgt med det samme, og kastede mig med største glæde ud i opgaven. Drachmann var en farverig personlighed, og hans hus står som han lige havde forladt det, med fransk fajance på bordet, og med hans karakteristiske bredskyggede hatte og kapper endnu hængende i entreen. Det føles som at træde indenfor i et levet liv. Og de originale farver skulle understrege og fastholde denne autenticitet – samt passe godt på det gamle, hvide bindingsværkshus.

”…. Der er en sjæl i Skagen, som aldrig ældes vil.
Som kommer naar man kalder paa alt, hvad man har kjær, mens over Stranden falder, Erindrings-vemod skær.” 

Inden farverne til restaureringsprojektet kunne blandes, skulle de først rives på valsen; jeg blandede dem med en ekstra stor omhu, for de skulle være en kunstner værdig; en kunstner med sans for farver, kærlighed og livskunst.
Inden farverne blev sendt afsted nordpå, blev de foreviget på døren indtil mit første blanderum. Med mine fingre lavede jeg en stribe af hver farve, som et minde om denne særlige opgave. Da jeg nogle år senere solgte huset, kunne jeg ikke nænne at male døren over, idet den også rummer farver fra mange andre kære projekter. Heldigvis blev de nye ejere så forelsket i døren, at de lod den være som den er, og den står i dag fortsat perfekt med alle mine farveminder.

Tag turen forbi Drachmanns Hus, det er en sanselig fornøjelse.